Fuld fart på japanske tog
Verdens hurtigste tog testes nu i Japan. Planen er inden for 10 år at lade hurtigtoget Alfa-X køre afsted med op til 400 kilometer i timen. Herhjemme kører togene ikke engang halvt så stærkt.
Hører du til de mange, der er træt af sporarbejde og langsomme tog, så burde du måske overveje at flytte til Japan. Her er man netop gået i gang med at teste det nye Alfa-X-tog, der har en topfart på op til 400 km/t. Det er dog planen, at toget kun skal køre op til 360 km/t i den daglige drift. Hvornår hurtigtoget så helt præcist kommer i drift er ikke sådan at sige. For når man vil køre med så høje hastigheder, kommer man let på kant med naturens love. For eksempel er der en fysisk udfordring, når toget kører ind i en tunnel og rammer luften, der ikke lige kan skubbes til side som ude i det fri. Derfor har japanerne givet Alfa-X-toget en 22 meter lang snude, der efter planen skal skære sig igennem luften som en skarp kniv.
Kapløb på skinner
Testen af hurtigtoget kommer som en del af en konkurrence ude i Østen, hvor flere lande forsøger at overgå hinanden i at køre hurtigst på skinner. Kineserne har det seneste årti nemlig satset massivt på højhastighedstog. Kommer Alfa-X-toget således i drift, vil det overgå det kinesiske tog Fuxing Hao, som i dag kører med op til 350 km/t.
Fartrekord blev sat af Deutsche Bahn
De hurtige tog ude i Østen står dog i skærende kontrast til togkørslen i Danmark. Den nye jernbane mellem København og Ringsted er bygget til at kunne køre med et højhastighedstog på op til 250 km/t. Men togene vil efter åbningen dog kun køre med en hastighed på under 200 km/t. DSB’s lyntoge kan i dag køre med op til 180 km/t. Fartrekorden på en dansk jernbane ligger på 255,5 km/t, og blev sat med et særligt testtog fra Deutsche Bahn i december 2018. Rekorden er et lille stykke over hastighedsrekorden for damptog, der blev sat i 1945.