Selv de stærkeste alliancer mellem lande er sjældent bygget til at holde evigt. De opstår ud fra fælles interesser, sikkerhedsbehov eller økonomiske fordele – men lige så hurtigt, som de kan dannes, kan de også smuldre. I en verden præget af geopolitisk usikkerhed, skiftende lederskaber og komplekse handelsforhold er det vigtigt at forstå, hvad der egentlig driver nationer til at samarbejde – og hvad der får dem til at gå hver til sit. Denne artikel giver dig et indblik i de mekanismer, der former og bryder globale alliancer, og hvorfor de spiller en afgørende rolle i den internationale orden.
Fælles interesser som fundament for alliancer
Når lande samarbejder, handler det ofte om sikkerhed, økonomi eller ideologi. Vi ser nærmere på, hvad der binder nationer sammen.
Interne og eksterne kræfter der tester alliancer
Skiftende regeringer, økonomiske kriser og globale konflikter kan ryste selv de stærkeste partnerskaber.
Når samarbejdet slår revner
Vi gennemgår typiske årsager til, at alliancer brydes og hvad der sker, når tilliden forsvinder mellem stater.
Globale alliancer opstår sjældent ved tilfælde. De bliver til, når to eller flere lande ser en klar fordel i at stå sammen – politisk, økonomisk eller militært. I mange tilfælde handler det ikke om venskab, men om nødvendighed. Når interessen er gensidig og situationen kalder på samarbejde, dannes der bånd, der i hvert fald for en tid kan ændre verdensbalancen. Historien er fuld af eksempler på alliancer, der er blevet dannet ud fra pragmatiske hensyn. NATO blev eksempelvis skabt efter Anden Verdenskrig for at sikre kollektiv forsvar mod en fælles fjende: Sovjetunionen. EU blev grundlagt med ønsket om at sikre økonomisk og politisk stabilitet i Europa gennem tæt integration. Disse alliancer bygger på en kerne af fælles mål, som typisk falder i tre hovedkategorier:
Sikkerhed er ofte den stærkeste drivkraft bag alliancer. Når lande oplever en trussel, reel eller opfattet, søger de sammen for at stå stærkere. Typiske eksempler inkluderer: Militære forsvarsalliancer som NATO, hvor medlemslande forpligter sig til at forsvare hinanden ved angreb. Regionale sikkerhedsnetværk i ustabile områder, fx ASEAN i Sydøstasien. Midlertidige koalitioner, som når flere lande går sammen om en militær operation, som i Irak eller Afghanistan. Når frygten er fælles, er samarbejde en rationel løsning.
Globaliseringen har skabt et stærkt incitament for lande til at indgå økonomiske alliancer. Her er det ikke våben, men handel, investeringer og teknologiudveksling, der binder parterne sammen. Sådanne alliancer kan tage form af: Frihandelsaftaler som NAFTA (nu USMCA) eller EU’s indre marked. Toldunioner og fælles valutaområder, fx eurozonen. Strategiske partnerskaber om energi, råstoffer eller teknologi. Når økonomiske fordele er tydelige og gensidige, styrkes relationen mellem landene.
Nogle alliancer bygger på fælles værdier som demokrati, menneskerettigheder eller miljøbeskyttelse. Her er formålet ofte at fremme en bestemt verdensorden eller modvirke indflydelse fra aktører med modsatte interesser. Eksempler: Landegrupper i FN, som G7 og G20, der arbejder for global stabilitet og vækst. Samarbejde mellem demokratier mod autoritære regimer, fx i sanktionspolitik. Klimapolitiske alliancer, hvor ambitionen er at koordinere grøn omstilling globalt. Her er det ideer og visioner, ikke nødvendigvis konkret gevinst, der binder parterne sammen. Alliancer formes ikke i et vakuum. De er resultatet af omstændigheder, interesser og vilje. Jo større og mere stabil den fælles interesse er, desto stærkere og mere holdbar bliver alliancen. Men som vi vil se i næste afsnit, kan disse interesser ændre sig og det kan få selv stærke alliancer til at vakle.
Fælles interesser som fundament for alliancer
1. Sikkerhed og forsvar
2. Økonomiske interesser
3. Politiske og ideologiske fællesskaber
