DEL
Roaming-priserne i EU er forsvundet; disse ting skal du være opmærksom på

Det er ikke mange måneder siden, at det kostede spidsen af en jetjager at bruge telefonens GPS på de tyske motorveje eller følge med i de danske netaviser på campingpladsen i Italien. Heldigvis er det fortid for de fleste. Siden 15. juni 2017 har roaming-priserne i EU været ikke-eksisterende for langt de fleste kunder, men du skal nu stadig være opmærksom på enkle ting, hvis du ikke vil risikere at ende med en telefonregning, der sprænger budgettet.

Roaming-priserne i EU er forsvundet; disse ting skal du være opmærksom på

EU har besluttet, at teleselskaberne ikke må kræve ekstra betaling fra de kunder, der ringer, sender sms eller bruger data i begrænsede mængder i EU’s 28 medlemslande – og i samme ombæring bliver det muligt at tage dine streamingtjenester med på ferien.

Det skal du være opmærksom på

Ifølge Politiken skal man som kunde dog stadig være opmærksom på, hvordan ens abonnement helt specifikt er skruet sammen – nogle mobilselskaber har nemlig valgt at flytte de billigste abonnementer over i et såkaldt nationalt abonnement. Ilyas Dogru, teleekspert i Forbrugerrådet Tænk, forklarer: “Hvis folks abonnement er blevet lavet om til et nationalt abonnement, uden at de har opdaget det, så kan de virkelig være på den i udlandet. Står de i et problem og har brug for at ringe, vil telefonen være helt død.” Du kan derfor med fordel tjekke op på dit abonnement, inden du rejser afsted.

Samtidig fortæller Ilyas Dogru, at det ikke er uanede mængder af data, der er tilgængelig – så det kan stadig blive dyrt, hvis du ikke holder øje: “Selskaberne skal informere forbrugerne om, når de når deres grænse. På det punkt sætter nogle af dem tempoet ned, andre vil taksere forbrugerne store beløb per GB, de bruger,” siger han til Politiken.

Mobildata i udlandet: så langt rækker det

Hvis du ikke er koblet på wi-fi, så bruger du data, når du tjekker Facebook eller streamer musik og film. I EU er der begrænsninger på dataforbruget, så det kan være en god idé at få styr på sit forbrug, så man ikke løber tør halvvejs gennem ferien.

Hos Forbrugerrådet Tænk har vi fundet en liste, hvor du kan få et overblik over, hvor meget data du bruger på 10 forskellige ting. Vi har listet de 4 mest almindelige, og vil du se hele listen, kan du finde den her.

1) Streaming af TV og film

Selv film i dårlig kvalitet bruger meget data, og ser du Netflix i HD-kvalitet i bare 1 time, så har du hurtigt brugt 3 GB data.

2) YouTube

Videoer på YouTube i HD-kvalitet bruger ca. 1 GB data per time.

3) Nyheder

Tjekker du nyhederne dagligt, så koster det cirka 20 MB data for hvert kvarter, du bruger på mobilen.

4) Musik

Bruger du en streamingtjeneste til at høre musik, så bruger du cirka 70 MB data på 1 time.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here